Hvem husker ikke Kronprinsens tårevædede øjne, da han til sit bryllup så sin kommende hustru træde ind i kirken. Lige så tårevædede var øjnene hos Lloyd Riggins ved tæppefald den september aften, der afsluttede Hamborg Ballettens gæstespil med fire opførelser af ”Døden i Venedig”. I hovedpartiet som Aschenbach ydede Lloyd Riggins både en pragtpræstation og en kraftpræstation så aldeles eminent. Lloyd Riggins, danseren, som i den grad vandt det danske balletpublikums hjerter, dengang han dansede for Den Kgl. Ballet – en ganske særlig danser.
af Susanne Trudsø (konservator; danseskribent)
Der er absolut ingen tegn på, at alderen tynger ham, men alligevel blev det måske sidste gang, at den snart 45-årige Lloyd Riggins dansede på Det Kgl. Teaters Gamle Scene for det danske publikum. Et publikum, der i årene 1987-95 i den grad tog den unge Lloyd Riggins til sig som en af sine egne trods hans amerikanske baggrund. Og sidenhen har det danske publikum næppe helt tilgivet John Neumeier, at han lokkede Lloyd Riggins ned til Hamborg Balletten.
Døden i Venedig. Hamburg Balletten. Koreografi: John Neumeier. Foto: Holger Badekow
Døden i Venedig af Thomas Mann
”Døden i Venedig” af Thomas Mann er som roman en gribende og smertelig fortælling om den altfortærende og forbudte kærlighed mellem den aldrende, velrenommerede digter Gustav von Aschenbach og den billedskønne, kun 14-årige dreng Tadzio. Fra det minut digteren på stranden i Venedig ser drengen; dette naturens mesterstykke; udløses en forelskelse og erotisk besættelse, der er dømt til at ende i tragedie, hvilket den som bekendt også gør.
Historiefortælleren John Neumeier
Koreografen John Neumeier har altid været en uovertruffen historiefortæller; en koreograf, der kan omsætte det skrevne ord til bevægelser. Han formår som få i trin og gestik at vise menneskeskæbner, der er så gribende og fascinerende, at danserne bliver dybt inspirerede i deres præstationer, ligesom publikum røres helt ind i hjertekulen. Særligt de bevægelser, der er styret og inspireret af følelser, der kan give længsler og visioner form, fascinerer Neumeier. Da skabes bevægelser, der bevæger, og når historien ydermere er dybt rystende, giver det Neumeier mulighed for at afdække menneskeskæbner så gribende og fascinerende, at det også giver danseren tårevædede øjne efter egen præstation.
Fra ord til trin
Ved oversættelse af romanens ord til koreografi har Neumeier brugt samme genistreg som Flemming Flindt, da han omsatte Eugène Ionescos absurde drama ”Enetime” fra matematik- og sproglærerens undervisningslokale til dansemesterens balletstudie; nemlig at lade Gustav von Aschenbach være en berømmet, halvgammel koreograf og ikke den velestimeret forfatter som i Thomas Manns roman.
Derved indledes ”Døden i Venedig” i den dansede version med en ballet i balletten. Men Aschenbachs sind formørkes, angsten for ikke at få færdiggjort sit nye værk rumler i hans tanker og angsten for koreografisk fiasko lurer i træningssalen. Krisen indtræder, han raser og styrter afsted. Drømmesyn forfølger den ellers så noble koreograf, og han indser, at han må flygte til Venedig, men blot for at blive genkendt i kraft af sin berømmelse, hvorfor han atter vil væk.
Men mødet med den billedskønne Tadzio overvælder Aschenbachs følelser og erotiske fantasier. Det er forbudte følelser; dels forelskelsen i eget køn og dels den åbenlyse aldersforskel. Fascinationen af ynglingen får koreografen til at vende sig bort fra sin kunst og mod livet. Han higer efter kærligheden i livet; også selvom Venedig er koleraramt, og han egentlig burde rejse væk fra byen. Men kærligheden er stærkest af alt; også selvom han rammes af koleraen og dør. Og selvom han dør med Tadzio i sin nærhed, står det malet i Lloyd Riggins ansigt, at døden er dybt tragisk og udmattende. Øjnene er tårevædet hos den snart 45-årige solodanser.
Symbiose mellem koreograf og danser
Rollen som Gustav van Aschenbach har John Neumeier skabt til Lloyd Riggins tilbage i 2003, hvor værket havde premiere i Hamburg den 7. december. Aschenbach er hovedpersonen i værket; personen, hvis følelsesliv er omdrejningspunktet for fortællingen, og næsten hele forestillingen igennem er han på scenen.
Et fysisk krævende parti, der samtidig kræver en følelsesmæssig dyb indlevelse og en mimisk udfordring af de store. Med mere end et tiårs samliv med rollen som Aschenbach kan Riggins gå dybt og hudløs ærligt ind i rollen. Erfaringen er en styrke, mens alderen kunne være en udfordring, men Riggins er fortsat rap på fødderne og veltrimmet som en olympisk atlet. Hans særlige udstråling af ærlighed, som huskes fra hans år i København, er fortsat hans styrke, mens hans nu høje tindinger og tyndere hår understreger alderen. Det tyndhårede udseende er absolut en styrke for rollen som den aldrende Aschenbach, der overvældes af sin svigtende koreografiske inspiration.
Svenden perler på panden, håret bliver mere og mere vådt, mens han iført sit noble sorte rullekraveoutfit forsøger med afmålt præcision og rationel, intellektuel struktur at holde sammen på sig selv, sine kreative evner og sine dansere i træningssalen. Med skarpe, stringente bevægelser forsøger han pligtopfyldende at holde fast i sit kunstneriske virke, men den koreografiske struktur opløses og bliver konfus og kaotisk. Erkendelsen er et ikke udlevet liv, og han overvældes af de skjulte længsler i flere drømmesyn.
Døden i Venedig. Hamburg Balletten. Koreografi: John Neumeier. Foto: Holger Badekow
Lloyd Riggins mestrer fortsat de rene linjer i sublimt organiske flow med fuldendte balancer, og samtidig øser han af sin delikate mimik. Hænderne er rolige, men når en finger sitrer, kan man mærke, hvordan hans forelskelse i den purunge Tadzio, der danses med drenget uskyldighed og fortryllende smil på læben af Alexandr Trusch, er ved at flå hans hjerte fra hinanden. Hele Aschenbachs kontrollerede liv er ved at bryde sammen, og frustreret knyttes hænder, såvel i afmagt som med stor kraftanstrengelse i et forsøg på atter at få styr på sit liv, selvom opløsningen lurer i underbevidstheden.
Et bøssepar dukker op i drømme som rejsende med en taske, men også som virkelighedens venetianske gondolierer, som flirtende dekadente dansere og som barberer, der piller det noble af Ashenbach og transformerer ham til udmajet fløs. Med paryk, øjenskygge og rødt på kinderne kan han gemme sig i liggestolen på stranden under en bredskygget stråhat, alt imens han belurer de smukke boldspillende drenge. Da Tadzio med et uskyldsrent, drenget smil rækker hånden frem mod Aschenbach, er syndefaldet totalt. Drengen er uimodståelig. Aschenbach falder fra kunstens og den korrekte opførsels piedestal og ned i livets faretruende drifter. Koreografisk er denne pas-de-deux, mødet mellem den aldrende kunstner og drengen, en af ballettens fineste og smukkeste.
Selvom døden trækker sine spor igennem den kolerabefængte by, vælger Aschenbach at blive – for ligesom James, der indfanger Sylfiden med et slør – at opnå kulminationen i en endelig, men dødelig omfavnelse. Manden og drengen forenet i et øjebliks fuldstændig lykkerus, inden Aschenbach synker sammen og udånder, mens Tadzio fortsætter sin stille, uskyldsrene videre færd ud i livet.
Døden i Venedig. Hamburg Balletten. Koreografi: John Neumeier. Foto: Holger Badekow
Udfordrende værk for publikum
John Neumeier har med ”Døden i Venedig” skabt et værk, der udfordrer publikum. Historien er ikke helt stringent; det er absolut nødvendigt at læse handlingen på forhånd for at kunne holde styr på virkelighed og drømme, samt værkets øvrige skiften mellem mange planer, såvel musikalsk som handlingsmæssigt med balletten i balletten, tidsforskydning og en trippelrolle (værkets kvindelige hovedrolle).
Men har man som publikum styr på handlingen, er det en sand nydelse at opleve, hvordan Neumeier har kreeret rollen som Aschenbach, således at Lloyd Riggins kan udnytte sit vidtstrakte talent og mangfoldige facetter i sit kunstneriske udtryk. Der fornemmes virkelig en symbiose mellem koreograf og danser, hvilket for os som publikum betyder, at oplevelsen af værket berører inciterende, følelsestæt og inderligt dybt, samt går lige i hjertekulen. Og ved tæppefald knibes en tåre, ikke kun hos publikum, men også sammen med aftenens omdrejningspunkt, nemlig Lloyd Riggins.
FAKTA:
”Døden i Venedig” af John Neumeier med Hamborg Balletten, gæstespil på Det Kgl. Teater den 9.-12. sept.
LÆS også Nanna Vinters danseoplevelse Tysk gæstespil har kufferten fuld af forbudte lidenskaber i ”Døden i Venedig”
LÆS mere om John Neumeier som historiefortæller i Terpsichores trykte specialudgivelse Neumeier Special: Neumeier & København udgivet i anledning af Neumeiers 70 års fødselsdag og 40 års jubilæum som kunstnerisk leder af Hamborg Balletten
(44 sider om John Neumeier; redigeret af Susanne Trudsø, Pia Stilling og Marianne Worm; udgivet juni 2013)
Døden i Venedig. Hamburg Balletten. Koreografi: John Neumeier. Foto: Holger Badekow